Det kan gøre en kæmpe forskel som jobsøgende, hvis et afslag er formuleret på en positiv måde.
Det er hårdt arbejde at være jobsøgende. Indimellem kan livet opleves som lidt af en rutsjebanetur med dage, hvor man har gejst og motivation, mens andre dage er grå og triste. Det kender Jobkonsulent hos Frie Funktionærer, Tinne Kamm, alt til.
- Når man uden resultat sender ansøgning efter ansøgning afsted, kan man godt miste troen på sine egne kompetencer og evnen til at formulere sig i ansøgninger. Man kan være uheldig at skulle rigtig mange afslag igennem, før man får jobbet, og det kan føles som et stort nederlag, forklarer Tinne Kamm, der til dagligt hjælper ledige lønforsikrede videre i arbejdslivet.
Et afslag, der gjorde indtryk
Det har 53-årige Lene Larsen prøvet. Hun var ledig i 10 måneder og sendte hundredevis af ansøgninger afsted uden resultat.
- Når man har søgt så mange job, mister man til sidst selvtilliden. Over de 10 måneder, hvor jeg var jobsøgende, oplevede jeg, at der var flere og flere virk-somheder, der slet ikke gav sig tid til at vende tilbage. Det giver bare en følelse af, at man intet er værd som ledig.
Derfor blev Lene Larsen meget positivt overrasket, da hun en dag modtog en mail fra virksomheden GoMentor, hvor hun havde søgt job.
- Selv om det ikke var et tilbud om jobsamtale, og mailen var sendt ud til alle an-søgere, så fik jeg en klar fornemmelse af, at mailen var skrevet af en person, der kan sætte sig ind i, hvordan det er at være arbejdsløs. Tonen var personlig, og jeg var ikke i tvivl om, at afsenderen havde givet sig tid til at skrive afslaget. Min umiddelbare tanke var, at jeg virkelig gerne ville arbejde sådan et sted, hvor man viser forståelse for andre mennesker og tager dem alvorligt. Jeg forestillede mig, at det måtte være en god arbejdsplads med gode kolleger, fortæller Lene.
”Ansøgerne har fortjent vores respekt”
Det var teamleder Gitte May Thiel fra GoMentor, der skrev mailen, hvor der bl.a. stod: ”Jeg ved, at det er hårdt at være jobsøgende – og jeg vil derfor tydeliggøre, at du ikke skal lade et evt. afslag få dig til at tro, at din baggrund og dine kvalifikationer ikke er interessante for GoMentor - men blot, at jeg har valgt at søge videre blandt kandidater, som jeg har vurderet i endnu højere grad matcher den ønskede profil til netop denne stilling.
Mange tak for din ansøgning og den interesse du har vist GoMentor. Og hvis vi ikke kommer til at have yderligere kontakt – så rigtig meget held og lykke på vejen til dit næste job”.
Ifølge Gitte May Thiel har GoMentor ikke en bevidst kommunikationsstrategi på området. For hende handler det bare om at vise folk respekt.
- Vi fik over 250 ansøgninger til stillingen. Det var rigtig mange gode ansøgninger, hvor folk havde sat sig ind i tingene og gjort et stort stykke arbejde. Derfor synes jeg også, vi skylder folk mere end to linjer i et standardsvar. Både fordi vi værdsætter deres tid, og fordi vi gerne vil skabe en god relation til de mennesker, der viser os interesse.
Vi kan alle have brug for et skulderklap og opmuntring, og det ville jeg gerne give, selv om vi desværre kun kunne ansætte en ud af de mange ansøgere.
Et svar med personlighed gavner også virksomheden
Det er en rigtig svær udfordring ikke at lade sig gå på af afslag på afslag i jobsøgningsprocessen, bekræfter Tinne Kamm.
- Det er svært at holde en konstruktiv distance til sin jobsøgning og stole på sine kompetencer, når man gang på gang bliver afvist. Derfor er det fantastisk positivt for de jobsøgende at modtage et velformuleret og anerkendende afslag, der viser forståelse for modtagerens situation. Det kunne mange virksomheder med fordel tage ved lære af. Det har ikke blot en motiverende effekt i jobsøgningen, fordi man bekræfter, at kandidaten er kompetent. Det har også en positiv indvirkning på jobsøgerens opfattelse af virksomheden.
Kilde: https://www.f-f.dk/aktuelt/aar-2014/et-afslag-kan-godt-vaere-positivt