Sådan besvarer du spørgsmålet: "hvorfor skal vi ansætte dig?"

Spørgsmålet om, hvorfor lige du er den perfekte kandidat til et job, kan være svært at besvare – især for danskere, der ofte er hæmmet af janteloven. Vi har ikke lyst til at sige “det er mig, der er bedst!”. I stedet hælder vi i højere grad mod “jeg er god, men jeg forstår selvfølgelig godt, at I har fået mange gode ansøgninger, fra mange kvalificerede kandidater, og det ikke nødvendigvis er mig, der er den allerbedste”.

Det er dog vigtigt at brænde igennem til jobsamtalen og besvare spørgsmålet uden slinger i valsen. På den måde overbeviser du lettere din potentielle arbejdsgiver om, at du faktisk er den helt rigtige til jobbet. Men hvordan besvarer du så spørgsmålet på en måde, så du ikke føler dig arrogant og ved siden af din personlighed?

“Hvorfor skal vi ansætte dig frem for de andre kandidater?”

Sagen er jo i virkeligheden den, at du ikke kan besvare spørgsmålet. Du kender kun dig selv og dine kompetencer – ikke dine konkurrenters. Du er nødt til at give et værdifuldt indblik i, hvorfor du kvalificerer dig til stillingen. Altså, et afgørende argument for at du passer til jobbet. Det er i virkeligheden det, arbejdsgiveren fisker efter.

I stedet for at fokusere på den store konkurrence, der muligvis er omkring jobbet, og hvorfor de skal ansætte dig frem for en anden, så fokusér i stedet på, hvilken værdi du tilfører, hvis du bliver ansat.

Du kunne eksempelvis besvare det således: “I bør ansætte mig, fordi mine kernekompetencer såsom [kernekompetence 1] og [kompetence 2] lyder lige som det, I har brug for.”, “jeg er god til at strukturere egne og andres opgaver og tid” eller hvad du nu er god til. På den måde behøver du ikke tage stilling til, hvad de andre kan eller ikke kan.

Du skal kende dine kompetencer

Det er vigtigt, at du kender dine stærkeste sider. Selvom du ikke kender dine konkurrenter, har du arbejdet sammen med mennesker før – om det er i et tidligere job eller mens du var studerende. Hvad var dine menneskelige styrker i forhold til dem? Hvad var dine faglige styrker?

Lav en liste med dine største styrker og vigtigste kompetencer. Fyld på med alt, du kan komme i tanke om. Det kan være, du kan finde 10 styrker ved dig og din faglighed nu. Gå en tur, og tænk på noget andet. Derefter kan du måske komme på 10 mere. Det er ikke kvaliteten, men kvantiteten af denne liste, der er vigtigst i første omgang. Måske kommer du i tanke om 5 mere ugen efter – så er det bare at tilføje dem også.

Ud fra denne liste kan du fremhæve de vigtigste kvalifikationer før hver jobsamtale, og når du skriver ansøgninger. På den måde har du altid en række ting, du kan vælge imellem, når du skal besvare spørgsmålet. Vælg den stærkeste årsag til, at de skal ansætte dig før hver jobsamtale. Husk at relatere den enkelte stilling – hver gang.

Hvis du virkelig vil brænde igennem, sørger du for, at have en relevant elevatortale klar, der er målrettet den enkelte jobsamtale.

Af Denice Brun

Tilmeld dig LinkedIn kursus

Klik her for at læse mere