Opfølgning på ansøgning

Den professionelle ansætter sender - meget kort tid efter at ansøgningen er modtaget - et brev eller en e-mail til ansøgeren, hvori det bekræftes, at ansøgningen er modtaget. Hvis dette ikke sker, kan du godt tillade dig at ringe op for at checke, om ansøgningen er modtaget.

Opfølgning er, når du i forbindelse med din ansøgning ringer eller skriver til virksomheden, og er relevant her:

  • Bekræftelse på modtagelse af din ansøgning
  • Indkaldelse til samtale
  • Efter en samtale - du er stadig interesseret i stillingen.
  • Efter et afslag - du vil gerne vide hvorfor.

Opfølgningen kan ikke undervurderes. Her har du chancen for at skille dig ud fra de andre ansøgere, og understrege hvor interesseret du er i stillingen. Hvis du ikke har modtaget en bekræftelse en uge efter, at du har sendt ansøgningen, kan du godt tillade dig at ringe og høre, om virksomheden har modtaget ansøgningen.

Bekræftelsesbrev eller e-mail

For at sikre at I er enige om en aftale, kan du sende et bekræftelsesbrev. Det kan typisk skrives i følgende situationer:

  • Du bekræfter, at du vil ringe tilbage på et bestemt tidspunkt
  • Du bekræfter, at du vil møde på et bestemt tidspunkt og sted
  • Du kan endvidere overveje at sende et takkebrev. Nogle vil sige, det er for meget - andre synes, det er godt. Gør op med dig selv, hvad din holdning er til takkebreve.

Takkebreve

Takkebreve kan typisk skrives i følgende situationer:

  • Du takker for en telefonsamtale og angiver, at du fortsat er interesseret i stillingen
  • Du takker for et spændende møde og angiver, at du fortsat er interesseret i stillingen

Opfølgning på afslag

Får du et skriftligt afslag på en ansøgning, kan det være en god idé at følge op på det.

Selvom du ikke har fået stillingen, kan du få værdifulde erfaringer. Du skal vide, hvorfor du ikke fik stillingen. Et afslag på din ansøgning er ikke ensbetydende med, at du er uduelig. Konkurrencen er hård i dag. Der er måske mellem 50 og 150 ansøgere for hver stilling. Derfor er det naturligt, at du skal søge nogle gange, før det lykkes.

De skriftlige afslag er sjældent informative. Et typisk afslag kan lyde således:

'Jeg må desværre meddele Dem, at De ikke vil komme i betragtning ved besættelse af ovenstående stilling, da vi har valgt at gå videre med andre kandidater, der i højere grad passer til den opstillede profil.'

'Vi takker for Deres venlige ansøgning, men beklager at måtte meddele Dem, at stillingen er besat til anden side. Vi takker for den interesse, De har vist vort selskab.'

Når man modtager brevet, vil man ofte sidde tilbage med nogle ubesvarede spørgsmål. Hvis du ikke selv er klar over, hvorfor det ikke blev dig, kan du vælge at ringe til virksomheden for at få en begrundelse.

'Du har nu læst min ansøgning og haft et ansættelsesinterview med mig. Hvilke gode råd vil du give mig, næste gang jeg søger
job?'

Du kan eventuelt forsøge at etablere et kontaktnet:

'Kender du nogle virksomheder, der måske har behov for en medarbejder med min baggrund?'

Skønt det er irriterende, at det ikke var dig, der fik stillingen, så skal du alligevel gøre et godt indtryk. Afslutningsvis skal du derfor altid tilkendegive, at du fortsat er interesseret:

'Hvis du får brug for, eller du hører om nogle virksomheder, der senere får brug for en person med min baggrund, vil jeg bede dig ringe til mig'.

Kilde: https://www.stepstone.dk/om-jobsoegning/karrierecenter/viden-om/nyhedsarkiv/opfoelgning-paa-ansoegning