Hvorfor skal jeg ALTID sende mine ansøgninger og CV som pdf?

Top 5 tips til jobsøgning og PDF

Du vil gerne være sikker på, at dine ansøgninger og dit CV præsenterer sig godt, når virksomheden modtager dit materiale. Hvis du altid sender i Word, så er du ikke sikker på hvordan det modtages og du risikerer at afsløre ubekvemme detaljer under egenskaber i dit Word-dokument. Men nu til top 5…

På plads nr. 5. Send altid ansøgninger som pdf,

så du skjuler, at du ikke rigtig brænder for jobbet!

Du har faktisk præsteret en god ansøgning, men du har glemt, at alle kan se at du har brugt syv minutter på at redigere din ansøgning fra Nordea til Danske Bank. Syv minutter som viser din sande motivation for jobbet!

På plads nr. 4. Send altid ansøgninger som pdf,

så ingen kan se, at ansøgningen er ren genbrug fra din side.

Du er helt sikker på at Dansk Bank vil elske din ansøgning. Du glemmer dog at tænke på, at dokumentet stadig hedder Nordea under egenskaber i Word.

På plads nr. 3. Send altid ansøgninger som pdf,

så ingen kan se, at du benytter dig af andres materiale!

Du synes selv, at dine ansøgninger  er unikke, men du glemmer at forfatteren af  Word-dokumentet står som Jobcenterindsats – ingen vil jo ansætte en kandidat, hvor det er tydeligt, at han bruger andres guldkorn og materiale til gøre sig lækker

På plads nr. 2. Send altid ansøgninger som pdf,

så du undgår, at alle fejl fremstår med røde (eller grønne) streger hos modtageren af din ansøgning.

Du synes, at du har fundet alle de fejl, som man kan finde i din ansøgning – og du har rettet dem. Du har tilføjet dit specielle efternavn til ordbogen, så det ikke længere lyser op med røde streger under. Alle produktnavne og firmanavne står også som de skal, takket være din flid med at tilføje dem i Words ordbog. Du glemmer, at modtageren af din ansøgning ikke har samme ordbog som din. Tillykke! Alt det der gør dig helt unik – dit unikke efternavn, produkter og firmanavn står nu med røde streger under! Du kan selvfølgelig også markere din tro på julen og julemanden, ved at du fastholder de røde og grønne guirlander (grønne understregninger markerer fx grammatikfejl eller overflødige mellemrum i dine ansøgninger)!

På plads nr. 1. Send altid ansøgninger og CV som pdf,

da du så ved præcis, hvordan din ansøgning ser ud hos modtageren af din ansøgning.

Du har brugt lang tid på at sætte din ansøgning op på flotteste vis. Når den kommer frem, så ligner den måske noget som er smidt ind med et møggreb. Det, der ser smukt ud i én udgave af Word, ligner en pose l… i en anden. Vil du fastholde spændingen og blive ved med at sende dine ansøgninger i Word?

Kilde: Morten Fogelstrøm, Jobcenterindsats