Charlotte Junge - Hvordan netværker man bedst

I 2003 etablerede Charlotte Junge konsulentvirksomheden "JUNGE - fra tanke til løsning", og hun lever i dag af at arbejde inden for følgende 3 forretningsområder:

  1. Foredrag og undervisning om bla. Netværk, kommunikation, planlægning.
  2. Rådgivning og coaching vedrørende karriereudvikling
  3. Virksomhedsrådgivning, herunder virksomhedsinterne netværksprojekter, bestyrelses- og strategisparring, salgs- og markedsudvikling, rekruttering mv.

Charlotte Junges baggrund er HA og HD(U) fra hhv. Handelshøjskolen i København og Århus, og hun har arbejdet i Fjernøsten som projektleder, salgschef og controller i 8 år og derefter som HR-Manager hos Jyllands-Posten og konsulent hos Mercuri Urval.

Spørgsmål:

Hvad er definitionen på "et netværk"?

Svar:
- Der findes mange - min er; "dit netværk er lig med alle dine personlige relationer både de nære og de mere perifere samt de nye og de gamle".

Spørgsmål:
Hvad er en god "netværker"?

Svar:
- Det er en person, som forstår at netværk handler om både at være god til at give ud af sin viden, erfaringer og kontakter - og som også er god til at tage imod og bede om hjælp. En som kommunikerer klart og ærligt - og som efterlever mit "Relevanskriterie. (Læs: som kontakter netværket, når der opstår noget relevant - hverken mere eller mindre)".

Spørgsmål:
Hvilke formelle netværk er gode?

Svar:
- Det er der mange, der er. Vælg din deltagelse i formelle netværk efter hvor du kan bidrage med noget, og hvor du kan få noget igen - ikke nødvendigvis i lige linje, men gerne via netværkets, netværk. Vælg også efter livssituation og interesse, og vær god til at gå ud igen, hvis du eller netværket er "vokset fra hinanden".

Spørgsmål:
Hvor stort et netværk kan jeg have?

Svar:
- I princippet uendeligt! Følg .Relevanskriteriet. og brug dit netværk, når du har noget relevant at bruge det til/give ud i det - og husk at dine venner er en del af dit netværk, men dit netværk er ikke alle dine "venner". Du plejer dit netværk ved klart at kommunikere, at du er der, hvis de har brug for dig/din viden/dine kontakter, og at du forventer det samme den anden vej.

Spørgsmål:
Kan jeg tillade mig at bede om andres hjælp/tid?

Svar:
- Ja, det kan du - ligesom de kan bede om din hjælp/tid. Tænk på, at vi som udgangspunkt alle gerne vil hjælpe hinanden, forudsat vi bliver spurgt "pænt", og vi har tid - og at det er en anerkendelse af hinandens viden/kompetencer/kontakter, at vi beder hinanden om hjælp. Viden er magt - ja, og tænk hvor megen magt vi kan have, hvis vi forener vores viden i vores netværk!

Spørgsmål:
Hvordan netværker jeg?

Svar:
- Ved at have modet til at skabe og imødekomme nye kontakter, samt ved at være imødekommende og oprigtigt interesseret i dine omgivelser. Og samtidig ved at turde give viden og kontakter ud samt bede andre om deres viden og kontakter.

Spørgsmål:
Er mænd bedre til at netværke end kvinder?

Svar:
- Nej, men de har traditionelt mere erfaring i det, idet de i mange århundreder har været de udfarende og kontaktskabende. Kvinder kan være lige så gode netværkere - men skal passe på ikke at tage deres ansvar for langt. Forstået således at kvinder ofte tror, at vi skal kunne stå inde for en person, før vi giver vedkommende en kontakt i vores netværk. Kontaktskabelsen bør baseres på en kvalificeret vurdering af, at de to personer måske kan have gavn af at møde hinanden/tale sammen - og at de så selv må tage ansvaret for deres møde/snak og eventuelle videre relation.

Læs mere på www.junge.nu

Kilde: Jobindex