Fem tendenser i moderne jobsøgning

Jobsøgning er ikke, hvad det har været. Morten Ballisager, direktør i rekrutteringsvirksomheden ’ballisager’, er medforfatter til en ny bog om moderne jobsøgning. Her giver han et billede af tidens tendenser. 

Af Trine Vinther Larsen 

1. Effektivisering af rekrutteringsprocessen

Virksomhederne er optaget af at finde de rigtige medarbejder så hurtigt og effektivt som muligt. Derfor gælder det for dig om at også at være hurtig i din kommunikation. Får du ringet til virksomheden, før de 20 andre? Og i ansøgningen handler det om, hvor langt arbejdsgiverne skal ned i teksten, før de får et billede af dig. Mange har sådan en indefra-og-ud fortællingstrang om, hvad de kan, men for at trænge igennem, gælder det om at kommunikere kort og præcist.

2. De sociale medier udgør et semisynligt jobmarked

De sociale medier har medført lidt af en revolution på rekrutteringsområdet, og det skal man ikke underkende. Mange arbejdsgivere, dog primært private, er begyndt at rykke over på Facebook, LinkedIn og lidt på Twitter. Der er mange jobs, der cirkulerer på de sociale medier, for her kan firmaet eller lederen forholdsvist ukompliceret via en update sige, ’jeg mangler en person til det og det’. Hvor man før kun havde henholdsvis det synlige marked i aviser eller jobdatabaser, og det usynlige gennem sine netværk, så findes der nu også et halvsynligt jobmarked på de sociale medier, som man som jobsøger bør holde øje med.

3. Øgede krav til jobsøgeren

Tidligere kunne du slå alle af banen på et godt cv, men i dag er niveauet på ansøgernes cv’er generelt løftet, og det er ikke længere et afgørende konkurrenceparameter. Dem der i dag skiller sig ud, er dem som formår at kommunikere deres kompetencer på en måde, så virksomheden forstår, hvad den kan få ud af at ansætte netop dem. Virksomheden har travlt og har derfor bare brug for at få det serveret på et sølvfad. Og i cv’et skal man derfor kun medtage erfaringer med relevans for den virksomhed, man nu søger. 

4. Større tiltro til netværk

Netværk bliver i stigende grad anmeldt som en kanal, der bliver brugt mere og mere, og det at bruge sit netværk får gode bedømmelser. 

5. Jobvæksten ligger i det private.

Der er størst stigning i nye jobs på det private marked. Og det kan være interessant for pædagoger i takt med, at deres traditionelle jobmarked i daginstitutioner, i klubber og på skoler på grund af både folkeskolereform og faldende børnetal bliver mere usikkert. Så vil de mere og mere skulle søge jobs i det private i virksomheder, hvor de kan bruge deres særlige pædagogkompetencer. Mange er allerede gået den vej.