Derfor skal du være proaktiv jobsøger

Jobsøgning er en proaktiv proces, om du søger opfordret eller uopfordret, men bør du tage mere initiativ end indsendelse af ansøgningen kræver? Der findes mange holdninger til spørgsmålet om, hvorvidt du bør gribe knoglen og ringe til den virksomhed, du søger job hos. Tre erhvervskvinder er blevet spurgt om deres holdning til emnet.

Skal jeg ringe?

Skeptikere påpeger, at opkaldet er tidskrævende og meget forstyrrende for de virksomheder, der ikke har en HR-afdeling eller andre ansat til at tage imod opkald af den karakter. Derudover er chancen for, at vedkommende husker og noterer dit navn betinget af indtrykket, og det er sjældent særlig stort, hvis man ikke har forberedt sig godt og stiller relevante spørgsmål.

Tre erhvervskvinder er imidlertid af den opfattelse, at opkaldet kan gøre hele forskellen for, om du får jobbet eller ej – hvis du stiller de rigtige spørgsmål. Og måske finder du ud af noget om jobbet, som gør forskellen for dig:

”Det er en fordel for begge parter, at du tager røret og er proaktiv, inden du sætter dig og forfatter en ansøgning og sender dit CV af sted. Og måske finder du ud af, at jobbet ikke er noget for dig! Og så sparede du tid,” fortæller Anne Marie Valentin, der er karriererådgiver og indehaver af firmaet Intojob, til ALTfordamerne.dk og fortsætter:

”Det er virkelig dumt ikke at benytte denne anledning til at få mere at vide om den arbejdsplads, chef, afdeling eller selve jobbet, som du er interesseret i.”

5 grunde til at være proaktiv jobsøger – og ringe

1: Er stillingen ny?

Spørgsmålet kan hjælpe dig med at afklare, hvor meget du kan forvente at præge stillingen, hvis du får den. Er stillingen nyoprettet er der således større muligheder for at skrue på nogle knapper og give sin mening til kende, hvorimod en etableret stilling meget ofte har faste arbejdsopgaver.

2: Hvordan er arbejdsopgaverne fordelt?

Det kan være en stor fordel at udvise interesse for arbejdsopgaverne og dermed fjerne fokus fra dig selv.

”Det viser, at du har en oprigtig interesse i at høre, hvad der er fokus i jobbet, og at du ikke bare har travlt med at reklame for dig selv,” forklarer Stine Krogh Danielsen, der er seniorrekrutteringskonsulent hos Arla Foods og påpeger også en vigtig pointe:

”Grunden til, at vi sætter et telefonnummer i et opslag, er faktisk, at vi har lyst til at tale med ansøgere. Så du skal ikke tænke: ”Uh nej, jeg ringer og forstyrrer!”, for det gør du ikke. Vi synes, det er positivt, at folk har interesse. Hvis de har nogle gode spørgsmål, er det fint, de ringer.”

3: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

Med dette spørgsmål kan du blive bevidst om arbejdsgange, tværfagligt arbejde og arbejdsformer, som ellers ikke er præsenteret i stillingsopslaget, og som du så kan slå på i din ansøgning – hvis du da har erfaring med det.

”På den måde slår du ikke kun på det faglige, men også på dine sociale kompetencer,” mener Bodil Damkjær, karriererådgiver og ejer af firmaet Job Maker.

4: Min baggrund er lidt anderledes end det, I beskriver, men jeg har erfaring med (…) Hvordan ser det ud for dig?

Her afdækker du, om du skal bruge krudt på at skrive ansøgningen, og denne manøvre kan spare dig for en masse tid. Så i stedet for at forsøge at få din profil til at passe, så den matcher stillingsopslaget og muligvis tviste dine kompetencer, så de måske kan indfri virksomhedens ønsker, kan du retfærdiggøre arbejdet med dette simple spørgsmål. Anne Marie Valentin opsummerer:

”Dette spørgsmål er en anledning til at undersøge, om du skal skrive din ansøgning eller ikke. Her finder du ud af, om virksomheden finder dig kvalificeret.”

5: Er flekstid en mulighed?

I et moderne karriereliv er der flere områder, der skal spille sammen, og der bliver samtidig stillet større og større krav til virksomheder om flekstid og friere arbejdsrammer, der er nødvendige for, at du kan udføre jobbet:

”Du skal være egoistisk og ringe for din egen skyld. Det kan være, du tilhører en moderne familie, hvor I har børnene syv-syv, og det betyder, du gerne vil gå tidligt hver tirsdag. Så kan det godt betale sig at ringe op og høre, om det overhovedet er noget, der kan lade sig gøre,” slutter Bodil Damkjær.